Aki-Matilda Høegh-Dams tale ved udvidet partilederdebat

Siumut er et parti, der blev stiftet med det formål at styrke den grønlandske befolknings vilkår og stemme. Helt konkret betyder siumut fremad på vores modersmål. Siden 1971 er vi blevet valgt ind i Folketinget for at tale på vegne af det grønlandske folk, og det gør vi stadig den dag i dag. Vi fra Siumut ved, at vi repræsenterer et stærkt, stolt og solidt folk. Vi går sammen, vi har kæmpet imod koloniseringen, og vi overlever ikke bare det arktiske klima, nej, vi stortrives i vores hjemland.

Derudover har vi i Siumut sat som mål, at man ved ansættelser til ledende stillinger i selvstyreejede virksomheder skal kræve kendskab til det grønlandske samfund. Samtidig skal det være et krav, at man har kendskab til vore værdier, og at man evner at tale vores sprog. Det er minimumskrav, som mange danske borgere vil kunne genkende fra det danske jobmarked. Det er nemlig ikke usædvanligt at høre beretninger om danskere, der ikke kan få et arbejde, med mindre de har et klassisk danskklingende navn eller forstår og taler dansk. Omvendt er det meget svært at forestille sig, at en person, der udelukkende taler grønlandsk, vil blive headhuntet til høje stillinger i Danmark. Lad os nu være ærlige: Det er aldrig sket, og det kommer højst sandsynligt heller ikke til at ske.

Alligevel lader der til at være flere, der får noget galt i halsen, når vi fra Siumuts side siger, at kongeriget bør udpege en kalaaleq eller en inuk som arktisk ambassadør i stedet for at se hele vejen til Afrika for at finde en ny arktisk ambassadør. Det lyder jo næsten, som om man fra Danmarks side er bekymret for at blive behandlet på samme måde, som man har behandlet Grønland, for hvis det var tilfældet, ville jeg godt kunne have forstået det. Men bare rolig, her er naturligvis ikke tale om at efterligne det fødestedskriterium, som Danmark byder Grønland, og som betyder, at danskere i Grønland systematisk får mere i løn end grønlændere. Nej, der er tale om ansættelse ud fra kvalifikationer, hvor tilhørsforholdet står i rimelig forhold til, at man kan påregne kendskab til det arktiske folk, kultur, sprog, geografi og demografi – simple og logiske krav at stille ved ansættelse til prominente stillinger.

Omvendt kunne man jo passende også spørge sig selv, hvorfor nogle det ene øjeblik får kaffen galt i halsen bare ved tanken om ligestilling, hvorimod diskriminationen glider let og ubemærket hen. Og efter alt, hvad jeg har hørt i talerne i dag, så burde ønsket om at forsvare sit folk, sit demokrati og sin medbestemmelsesret være en af de mest fundamentale værdier, vi alle burde kunne støtte hinanden i, såfremt vi havde et reelt fællesskab.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden, og man kan derfor heller ikke ønske et rigsfællesskab, hvis ikke man ønsker at styrke alle de folk, der lever i det. Qujanaq.