Skip to content

Mai Villadsens tale ved udvidet partilederdebat

Om

Taler

Mai Villadsen
Politisk ordfører for Enhedslisten

Dato

Sted

Folketingets talerstol, Christiansborg

Omstændigheder

Den udvidede partilederdebat er den sjette debat som led i en forsøgsordning med partilederdebatter, som Udvalget for Forretningsordenen besluttede i november 2018. Det er tredje gang, der afholdes udvidet partilederdebat.

Tale

[...]. Vi har jo lige passeret 100-dagesmærket for den nye regering, og man kan nok uden at overdrive sige, at den ikke, i hvert fald i målingerne, har fået den allerbedste start. Man skal ikke være politisk analytiker for at kunne se, at det nok i høj grad skyldes det ret uskønne forløb i forbindelse med afskaffelsen af store bededag.
Men modsat afskaffelsen af store bededag, hvor det mildest talt nok ikke rigtig lykkedes regeringen at forklare danskerne, hvorfor de skulle af med en fridag, altså at etablere den såkaldt brændende platform, som man taler meget om i politik, ja, så står vi, når det gælder klimakrisen, decideret med en brændende platform. Derfor undrer det mig også, at regeringen på nogle punkter virker fodslæbende, ja, modvillig, nærmest handlingslammet i klimaspørgsmålet. For selv om regeringen rigtig ofte og med rette taler om at løse de store problemer, de store kriser, så kan man ikke sige, at de første 100 dage har været særlig grønne.
Med det nye finanslovsforslag fra regeringen er der altså heller ikke nogen nye klimainitiativer. Tværtimod skæres Klimarådets bevilling fra nytår. Det mener jeg simpelt hen er uansvarligt. Det råd, som skal overvåge, om vi lever op til vores klimamål, og som skal rådgive og vejlede os som politiske beslutningstagere, vil miste størstedelen af sin bevilling fra nytår. Det mener jeg altså ikke rimer på en regering, der vil løse de store problemer, men i stedet lugter af en regering, der dukker sig for ansvaret og skubber de her problemer ud i fremtiden.
Det kan man ikke. For det er nu, det gælder. Det er de næste få år, der afgør, om vi efterlader en bæredygtig klode, hvor livet kan blomstre og gro, til generationerne efter os, eller om vi går en tid i møde med mere ulighed, ekstremt vejr, naturkatastrofer, fattigdom og nød som følge af klimaforandringerne.
Og man skal ikke tro, at klimaforandringerne kun vil kunne mærkes rundtomkring ude i verden. Nej, de vil også kunne mærkes herhjemme. Faktisk vil de børn, der fødes i Danmark nu, risikere at leve i et land, der kan være op til 5 grader varmere, når de bliver gamle, altså om 80 år – hvis altså vi ikke handler på verdensplan, men også handler i Danmark. De her børn kommer om nogen til at mærke forandringen på egen krop, og samtidig virker det, som om vi har en regering, som er besynderlig upåvirket og uberørt, selv om man jo i sit grundlag skriver, at klimakrisen er vores generations største udfordring. Det er jeg rørende enig i. Derfor håber jeg ikke, det er tom retorik. Vi må holde håbet i live. Derfor vil jeg også rigtig gerne sige tak til partierne i den rød-grønne blok for det samarbejde, vi har haft i mange år, for at holde klimahandlingen i gang. Tak.

Kilde

Kilde

ft.dk

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags

Relateret