[...]. Nu er jeg jo, tror jeg, stadig væk sådan yngste formand i kredsen her – sådan nogenlunde, der har været lidt variationer – og man skal måske lære det. Men jeg synes, det har været en meget underlig debat – en debat, hvor det er meget svært at blive klog på, hvad det egentlig er, vi bliver klogere på. Og man kan sige, at vores kollegaer har taget konsekvensen, al den stund at der ikke er andre end os tilbage; der var dog nogle til at begynde med.
Vi har fået at vide, at Venstre sidder i regering for at sikre økonomisk ansvarlighed – fint, godt, jamen så er vi da så langt. Vi ved, at Liberal Alliance går ind for markedskræfterne, og at alle de røde partier mener, at Danmark ikke er grønt nok, selv om jeg tror, det er relativt ubestridt, at der ikke findes ret mange andre ilande, som gør mere, end vi gør. Så når jeg har siddet og lyttet til den her debat, har det mest, tror jeg, bekræftet nogle af de sådan enten fordomme eller den sådan rituelle stammedans, der er i dansk politik.
Hvad skal man så gøre ved det? Jeg prøvede tidligere og spørge til et konkret bud på et helt centralt problem, som hr. Lars Løkke Rasmussen rejste, nemlig problemet med organer, som vi mangler i sundhedsvæsenet. Måske havde det være en idé, hvis vi i den her debat havde valgt at sige, at det var det, der var temaet, eller havde valgt et andet tema, i stedet for at vi alle sammen sådan fægter i alle mulige retninger, for så tror jeg i virkeligheden ikke, der er ret mange, der får ret meget fornemmelse af, hvad det er, vi vil med det her. Der sidder dog enkelte oppe på tilhørerpladserne: Velkommen, og god appetit til jer.
Men når nu det er sådan, vil ja da også tillade mig at pege på en af de ting, det har undret mig slet ikke har fyldt mere i debatten, nemlig det, som uvægerligt bliver den største udfordring i forhold til at sikre vores velfærdssamfund, økonomien osv., nemlig at forudsætningerne for de fremskrivninger, vi opererer med, ikke kommer til holde. Der taler jeg om økonomien i vores velfærdssamfund fremadrettet, al den stund at stadig flere finder, at vores arbejdsmarked er blevet så stresset og presset osv., at man finder en vej ud før tid. Flere og flere danskere selvpensionerer sig.
Derfor ville jeg foreslå – måske efter organdonation – at vi havde en drøftelse af den velfærdsaftale, som vi var en del partier, der indgik i 2006, men som jo ikke kommer til at holde. For når stadig flere trækker sig ud af arbejdsmarkedet, fordi rigiditeten og den manglende fleksibilitet gør, at man ikke kan forene det med familieliv og fritidsliv osv., så kommer pengene ikke til at være der. Derfor tror jeg, at vi i stedet for kun at tale om, at nu skal danskerne arbejde, og vi skal bare have en stigende pensionsalder osv., kommer til at tale om, hvordan vi skaber et arbejdsmarked, som tager højde for mere rummelighed, måske ved at sige, at man i tiden frem til sin pensionsalder har mulighed for at gå ned på en 4-dagesarbejdsuge, måske ved at sige, at der skal være noget særlig lukrativt, hvis man bliver lidt længere, men at man til gengæld også får nogle mere skånsomme vilkår.
Vi har været meget omkring; der er ikke kommet så meget nyt på banen, så nu melder jeg bare ind med et af de temaer, som jeg ville have ønsket at vi kunne have kredset om i dag. Tak, formand.
