Der er en konstruktionsfejl i rigsfællesskabet. Tiden er løbet fra rigsfællesskabet, som vi kender det.
Det er udsagn, som man tit hører, og der er også en sandhed i det. Grundloven beskriver ét land, ét parlament og én regering, og i virkeligheden er vi tre lande, tre parlamenter og tre regeringer. Og ja, én stat, men tre lande. Samtidig ved vi også, at selvstyreloven er bygget på fundamentet om, at råstofområdet skulle sikre Grønland en selvbærende økonomi. Stort set ingen områder er siden da blevet overdraget til selvstyret. Resultaterne, særlig på erhvervsområdet, er bestemt ikke som ønsket. Det er et stort ansvar, vi har hjemme i Grønland. Og i den usikre verden, som vi lever i, er gråzonen mellem forsvars- og sikkerhedspolitik på den ene side og kritisk infrastruktur på den anden side blevet mere og mere sløret end nogen sinde. Hvad der er grønlandsk ansvar, og hvad der er dansk ansvar, er blevet mere udfordret i disse år.
Samtidig er der også en virkelighed hjemme i Grønland, og i 2019 var vi i Inuit Ataqatigiit glade for, at vi fik afsat 80 mio. kr. til at bekæmpe seksuelle overgreb på børn hjemme i Grønland. Implementeringen var skæv og manglede nytænkning. I dag har Socialstyrelsen i Nuuk cirka 120 ansatte, som er støvsuget ud af de fem grønlandske kommuner. Det var bestemt ikke meningen, og det skal vi have rettet op på. Men målet med de 80 mio. kr. var her fra Folketingets side ædelt og godt, og det arbejde skal vi også fortsætte med at bakke op omkring. Børn, som har oplevet et seksuelt overgreb, skal have hjælp til at bearbejde det.
Kritikerne hjemme i Grønland mente, at det var at rulle selvstyret tilbage. Min holdning er, at de børn og deres familier oplever, at det er dejligt at få den hjælp, som de ellers ikke ville have fået. De er nok ikke så optaget af, om det er Danmark eller Grønland, der betaler for den indsats.
Til folketingsvalget fyldte et skrantende sundhedsvæsen hjemme i Grønland. Fem ud af seks partier ønskede et øget samarbejdet med Danmark og det danske sundhedsvæsen. Det er endnu et område, som har brug for en ekstraordinær hjælp, og det kan og skal vi lytte til her i Folketinget, for den grundlæggende velfærd i Grønland er truet. Vi skal bidrage ekstraordinært her i Folketinget, men de langsigtede løsninger skal findes hjemme i Grønland. Det er den eneste måde, vi kan sikre, at ansvaret forbliver grønlandsk på.
Samtidig så stiller vi os i Grønland selv spørgsmålet: Bør Danmark tage et større ansvar for de grønlandske borgere, når de er i Danmark? Kunne det være løsningen? Bør danske statsborgere, som behandles i Danmark, betales af den danske stat? Måske kunne de midler, som vi i dag bruger hjemme i Grønland til at betale til Danmark, være med til at styrke et skrantende grønlandsk sundhedsvæsen. Med det vil jeg gerne sige tak for debatten og tak for muligheden for at komme med de her ord.
