Jeg vil egentlig gerne starte med en ros til Socialdemokratiets formand, fru Mette Frederiksen, for fru Mette Frederiksen har sagt nogle ualmindelig kloge ting om de problemer, vores velfærdssamfund står med. Demografien giver et stort pres på de offentlige udgifter, der er mangel på arbejdskraft, bureaukratiet kvæler velfærden, og forventningerne til velfærden vil blot stige i fremtiden, fordi vi ikke længere lever i 1970'erne, men vores velfærdsstat er indrettet, som om vi gør. Så kort fortalt er der brug for det, man kunne kalde velfærdssamfundet 2.0. Skulle jeg være lidt kæk, ville jeg måske bemærke, at det jo ofte er sådan, at når jeg får lyst til at rose fru Mette Frederiksen, er det for at have sagt noget klogt og ikke at have gjort noget klogt. Men det sidste kan jo nås endnu, også på det her område, men så tror jeg, det er nødvendigt, at man indser, at vi ikke får løst problemerne alene ved at frisætte kommunerne og de offentligt ansatte. Jeg tror grundlæggende, at vi skal huske på, hvem det er, velfærdssamfundet er til for. Det er jo ikke til for de offentligt ansatte eller kommunerne, det er til for borgerne, og velfærd er altså noget andet end bare at have et job i den offentlige sektor.
Det er ikke, fordi jeg er modstander af at sætte den offentlige sektor fri, men jeg kan være bekymret for, at hvis det eneste, vi gør, er at give kommunerne frihed til at gøre, som de nu engang har lyst til, så er det borgerne, der står tilbage med ansvaret, altså ansvaret for at finde vej i den offentlige sektors labyrinter og bare affinde sig med det, som kommunen nu ønsker at tilbyde dem. I stedet bør vi have den ambition, at vi også sætter borgerne fri, for det er dem, det handler om, og sikre, at det er dem, der leverer velfærden, der også har ansvaret – ansvaret for at drive deres tilbud på en måde, som borgerne er tilfredse med, og ansvaret for at bruge den nyvundne frihed til at tænke nyt og til at kunne lære af sine fejl. Og vi skal også have det mål, at man oplever, når man er velfærdsudbyder, og det er egentlig ligegyldigt, om man er privat eller offentlig, at når man ikke lever op til det ansvar, må man lukke og slukke, gå konkurs så at sige, mens borgerne skal opleve mere frihed – mere frihed til at vælge i det hele taget, men også vælge mellem offentligt og privat, vælge de løsninger, der passer bedst til dem, og måske lige så vigtigt at kunne vælge det fra, som ikke fungerer godt nok.
Hvis vi vil skabe velfærdssamfundet 2.0, tror jeg også, vi skal sætte fokus på mere frihed til at kunne blive velfærdsiværksættere og på en mere fri og reel konkurrence om at levere velfærden. For hvis det eneste, vi fokuserer på, er, at kommuner og offentlige institutioner skal have mere frihed, herunder frihed fra konkurrencen og frihed fra konsekvenser ved at gøre sit arbejde knap så godt, så står vi stadig væk med nogle store udfordringer. Så får vi ikke velfærdssamfundet 2.0, vi får bare velfærdssamfundet 1.0, bare med lidt mindre bureaukrati, og ja, så er vi i sandhed tilbage i 1970'erne.
Så opfordringen herfra er at gå mere ambitiøst til værks. Vi vil gerne bidrage til det i Liberal Alliance. Tiden er gået.
