Tak for ordet, og tak for en god debat her i dag. Forudsætningen for et godt, oplyst og effektivt samarbejde mellem landene i rigsfællesskabet er først og fremmest kendskab til hinanden. Det indebærer ikke kun, hvad vores fælles og individuelle historier er, men især også hvordan nutiden ser ud. Fortiden har meget at sige, men for at få en forbedret fremtid må vi prioritere nutiden, kendskab og samarbejde. Mit indlæg til debatten i dag er derfor, at vi skal have et styrket samarbejde og kendskab til hinanden. Det indebærer, at vi efter min mening skal prioritere projekter og politik, som har til formål at styrke kendskabet mellem os i rigsfællesskabet, både når det gælder børn, unge og voksne. Men det indebærer også, at vi prioriterer samarbejde i en mere konkret forstand, f.eks. når det kommer til forskning og dataindsamling, der vedrører klimaforandringerne, især i havet, for det er jo det, der binder os sammen, og det, der er vores fællesnævner.
Men vi skal også være bedre til at samarbejde politisk. Jeg vil derfor slå endnu et slag for, at Danmark, Færøerne og Grønland får et tættere og mere formaliseret parlamentarisk samarbejde om udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, sådan at alle afgørelser på en måde er forbundet og forankrede i alle tre rigsdele og i alle tre parlamenter i rigsdelene. Ved at lave dette parlamentariske samarbejde med de relevante udvalg i de respektive parlamenter sikrer vi, at der er den samme viden i rigsfællesskabet, og vi styrker det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde.
Vi har allerede et godt samarbejde på regeringsniveau, men for at garantere, at fællesskabet styrkes, er det aldeles vigtigt, særlig også grundet den geopolitiske situation, vi står i i dag, at vi har et godt samarbejde på parlamentarisk niveau. Vi er tre forskellige lande med tre forskellige kulturer, traditioner og historier, det ved vi godt, og det skal vi have respekt for. Men mit håb er, at vi bliver bedre til at tale hinanden op og samtidig finde konkrete løsninger på de udfordringer, vi står over for. Det er ikke en modsætning. Så lad os derfor forsøge at finde fælles løsninger, også når det er svært. Tak for ordet.