[...]. Vi har igennem den seneste uges tid hørt om danskere, der har ventet alt for længe på deres behandling for tarmkræft. Det er mennesker, der er alvorligt syge, og man kan ikke betegne det som andet end et svigt. Det er en alvorlig situation, og det er også i mine øjne et tillidsbrud, der er uacceptabelt. I fredags fremlagde indenrigsministeren en genopretningsplan på kræftområdet, og vi kommer til at følge det her område utrolig tæt.
Det fører mig til det næste. Tidligere i dag holdt regeringen et pressemøde om fremtidens sundhedsvæsen. Lad mig starte med at sige, at vi har et sundhedsvæsen, der på mange måder er godt og stærkt. Vi har fri og lige adgang til sundhed, i hvert fald på papiret; vi har højt specialiserede sygehuse; vi har dygtige medarbejdere; der er stadig flere af os, der overlever sygdomme, vi ikke ville have overlevet tidligere; og rigtig, rigtig meget går godt. Men – og der er også et men – det er mit indtryk, at rigtig mange danskere kan se det samme, som jeg ser i sundhedsvæsenet, nemlig at der er for mange af vores medarbejdere, der løber for stærkt, og at der også på grund af corona er ventelister, der er nogle pressede akutmodtagelser, der er nogle underliggende ting, som vi har slåsset med igennem mange år, og som vi endnu ikke har fået løst, såsom geografisk ulighed og mangel på læger – særlig speciallæger – i tyndt befolkede områder, og fordi der er den geografiske ulighed, er der jo altså også en ulighed i adgangen til sundhed.
Samtidig med det har vi nogle lidt mere praktiske strukturelle udfordringer. Der mangler noget sammenhæng – nogle kalder det en Bermudatrekant – mellem det, der sker hos den praktiserende læge, det, der sker i kommunen, og det, der sker på sygehuset. Man kan kalde det, hvad man vil, men det er patienten, der taber, hvis ikke de forskellige elementer i vores sundhedsvæsen kan finde ud af at tale sammen. Og jeg tror ikke, man skal tage fejl af, at når noget i fundamentet i sundhedsvæsenet ikke fungerer, som det skal, vil det jo ofte være dem, der har de sværeste levevilkår inden mødet med sundhedsvæsenet, der også kommer til at betale den højeste pris.
Med andre ord har vi behov for at tage mere grundlæggende fat på nogle af udfordringerne, og det har vi jo ikke mindst, fordi vi samtidig ser ind i nogle år, hvor der bliver flere ældre, hvor der bliver flere kronikere, og hvor vi får færre i den erhvervsdygtige alder til at påtage sig de mange forskellige opgaver, der er. Derfor ønsker vi at se fordomsfrit på indretningen af sundhedsvæsenet, og vi vil både håndtere de akutte udfordringer, men vi vil selvfølgelig også gerne sammen med Folketinget og alle andre, der går op i sundhedspolitik, få skabt et grundlag for et stærkere og mere robust fremtidigt sundhedsvæsen.
Når vi har partilederdebatten i dag, så er den jo udvidet med de nordatlantiske mandater, og lad mig derfor også bare her indledningsvis sige, at der også er nogle ret store udfordringer på sundhedsområdet ikke mindst i Grønland, og det vil vi selvfølgelig også have et fokus på.
Tak for ordet.
