[...] I dag førstebehandler vi et lovforslag, som har til formål at forbyde afbrænding af religiøse skrifter med væsentlig betydning for et trossamfund. Baggrunden for lovforslaget står klar for de fleste. I månedsvis har en lille gruppe mennesker afbrændt koraner foran udenlandske ambassader i København med det ene formål at provokere og skabe splid og konflikt mellem Danmark og de pågældende lande. Siden juni måned har der været foretaget ikke mindre end 508 demonstrationer med afbrændinger, hvoraf langt, langt de fleste har været med afbrændinger af Koranen – altså 508 afbrændinger.
Ved hver af de her demonstrationer har politiet brugt store ressourcer. Nogle vil måske mene, at man bare skulle trække på skuldrene af, hvor håbløst og tåbeligt det er at sætte ild til bøger foran en ambassade. Problemet er bare, at ikke blot er det tåbeligt, men at det, sådan som verden ser ud i dag, på ingen måde er uskadeligt – tværtimod. Det har medført, at sikkerhedsniveauet og truslen mod Danmark i udlandet og herhjemme er blevet forhøjet.
Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at det bl.a. er truslen fra militante islamister, der har medført et forhøjet trusselsbillede. Terrororganisationen al-Qaeda har udpeget Danmark og Sverige som mål for terrorangreb, og den 17. oktober blev to skyldige svenskere dræbt i Bruxelles på vej til fodboldkamp af en terrorist, der kort efter angrebet lagde en video på de sociale medier, hvor han bl.a. henviste til koranafbrændinger som baggrund for angrebet. Den sikkerhedstrussel er vi som ansvarlige politikere selvfølgelig nødt til at forholde os til, og vi er nødt til at sørge for, at danskere i udlandet og herhjemme kan føle sig trygge og sikre. For Socialdemokratiet er det en af vores vigtigste opgaver.
Dagens lovforslag har dog skabt stor debat både politisk og ude blandt danskerne. Også i mit eget parti er vi bevidste om, at den her diskussion er principiel. Det er dog på samme tid en sag, som handler om noget meget konkret. Den handler om danskernes fysiske og faktiske sikkerhed og tryghed, både her i Danmark og i udlandet, og om et alarmerende højt trusselsniveau, som vi bliver nødt til at forholde os til og tage ansvar for.
I Socialdemokratiet har vi afvejet hensynene over for hinanden, og vi har fundet, at hensynet til danskernes sikkerhed og tryghed i den konkrete situation, vi står i for tiden, vejer tungere end den snævre begrænsning, det er ikke at måtte afbrænde religiøse skrifter i offentligheden. Jeg er klar over, at andre foretager den samme afvejning, men kommer frem til det modsatte resultat. Det har jeg et stykke hen ad vejen forståelse for. Ytringsfriheden er vigtig, den er en grundpille i vores vidunderlige danske demokrati, og jeg tror dog ikke, at der er nogen, der i ramme alvor vil kunne påstå, at den vil ophøre med at være det efter det her lovforslag.
Alligevel har der været en kritik fra partier og organisationer. En del af den er gået på, at vi med det her forslag nærmest forbyder religionskritik og muligheden for at demonstrere den kritik i offentligheden. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Der er og skal fortsat være meget vide rammer for at komme med religionskritik i vores land, og jeg lægger på ingen måde skjul på, at jeg synes, at der er masser, man både kan og bør kritisere religion for.
Hvis vi bare bliver herhjemme i vores egen lille andedam, er det blandt visse muslimske miljøer i dag stadig ikke muligt for piger selv at bestemme, om de vil gå med tørklæde eller ej. Der er fædre, der ikke vil sende deres piger i svømmehallen, medmindre kommunen har gjort den kønsopdelt, og der er piger, der ikke selv har mulighed for at bestemme, hvem de vil giftes med. De ting, der hver dag gør, at det er svært for især minoritetsetniske piger at leve gode liv i Danmark, skal vi blive ved med at bekæmpe. Det kræver, at vi fortsat har en stram udlændingepolitik, hvor vi begrænser antallet af mennesker, der kommer til Danmark, men selvfølgelig også, at vi stiller krav til dem, der er her, og det kræver, at vi rejser kritik.
Det er bare ikke det, vi taler om her i dag. Vi taler om, at nogle få personers hovedløse provokationer potentielt kan skabe uoverskuelige konsekvenser for resten af Danmark og danskernes sikkerhed. Derfor har regeringen fremsat det her lovforslag, som med et præcist og afgrænset indgreb skal sørge for, at der kan gribes ind over for de konkrete skadelige handlinger. Man kommer altså stadig til at kunne sige og mene, hvad man vil, både i skrift og i tale, også om religiøse emner.
Så min konklusion er, at hvis man har eller ønsker at tage ansvaret for danskernes sikkerhed, så kan man ikke være i tvivl om, at det her lovforslag er nødvendigt, og derfor støtter Socialdemokratiet forslaget. Tak for ordet.
