[...] Når religion og demokrati støder sammen, har Gud har vigepligt. Sådan sagde hr. Mattias Tesfaye i 2017. Og hvor havde han ret. Siden har piben dog fået en anden lyd i Socialdemokratiet, for i dag behandler vi som bekendt et lovforslag, der giver religion, nærmere bestemt islam, forrang for demokratiet og friheden. Sikke et tilbageskridt. Man kan mene, hvad man vil om afbrænding af religiøse bøger og skrifter, men man kommer ikke uden om, at det er voldsmandens veto, der gælder, når regeringen nu vil forbyde koranafbrændinger af hensyn til trusler fra muslimske regimer. Hvad bliver det næste? Forbud mod at tegne Muhammed, forbud mod at kritisere islam og den undertrykkelse, der følger? Det er relevant og ekstremt relevante spørgsmål at stille, for det er ikke noget nyt, at vi i den vestlige verden er truet af voldsparate muslimer fra totalitære regimer. Det har været sådan i årevis. At en del af de voldsparate befinder sig iblandt os, er en konsekvens af årtiers forfejlet asyl- og udlændingepolitik, en konsekvens af årtiers politisk svigt.
Vi mærker det overalt i vores samfund: hverdagsterroren, som vi desværre kender alt for godt, men også den egentlige terrortrussel; overvågning og skærpede sikkerhedsforanstaltninger, når vi flyver, når vi besøger offentlige bygninger og mediehuse; koranklodser i gaderne, store klodser af beton eller sten, der skal forhindre muslimske terrorister i at meje uskyldige mennesker ned med lastbiler. Et forbud mod afbrænding af koraner løser intet, tværtimod. For de islamiske mørkemænd vil det være en sejr, der giver blod på tanden til at få mere indflydelse. De helmer ikke.
Jeg levede for nogle år siden med politibeskyttelse. Vurderingen var, at der var mennesker, der ville mig til livs på grund af mit politiske virke. Jeg har aldrig brændt Koranen af. Det har Naser Khader, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Flemming Rose, fru Inger Støjberg, fru Pia Kjærsgaard mig bekendt heller ikke. Alligevel er eller har vi alle været truet på livet af voldsparate muslimer i en sådan grad, at det har kostet os vores frihed. De voldsparate stopper først, når vi har underkastet os helt. Se bare på de evindelige konflikter i Stormellemøsten. Der bliver aldrig fred, for islam presser sig på med vold og trusler. Det er et vilkår, det mærker vi her, og det ser vi i Stormellemøsten. I lande, hvor mennesker for få årtier siden levede som relativt frie mennesker, er undertrykkelsen af kvinder, homoseksuelle, kristne og jøder nu hverdag. Islam har i de lande fået indflydelse på bekostning af friheden og demokratiet. Sådan går det overalt, hvor islam vinder frem. Jo mere, islam fylder i et samfund, jo mindre plads bliver der til friheden og demokratiet.
Regeringen fører Danmark på samme kurs, nemlig mod mindre frihed og mere indflydelse til muslimske mørkemænd. Det er en skændsel. Vi beskytter ikke Danmark og danskerne ved at lade os styre af voldsparate muslimer og totalitære regimer i Stormellemøsten. Tværtimod. Med knæfaldet for islamisk særbehandling åbner regeringen for nye angreb på vores frihed og stiller sig 100 pct. på de voldsparates side. I Danmark er det danskerne, der skal bestemme. Derfor vil vi i Nye Borgerlige aktivere § 42, hvis loven bliver vedtaget. Danskerne fortjener en folkeafstemning om forbuddet, og vi regner naturligvis med, at de partier, som i dag har kritiseret indskrænkningen af ytringsfriheden, også dem, der har sagt nej til at aktivere § 42 og give danskerne en folkeafstemning, går hjem og tænker sig om en ekstra gang. For sagen her er principiel. Det handler om danskernes ytringsfrihed og forholdet mellem religion og demokrati. Med en flertalsregering er en folkeafstemning vores eneste demokratiske våben.
Vi skal stå fast, vi skal forsvare vores frihed. Friheden til at leve, tro, tale, tænke og ytre sig, også kritisk, mod magthavere og magtfulde religioner er afgørende for, at vi trods forskellige holdninger kan leve fredeligt sammen side om side. Friheden er en grundpille i vores måde at leve sammen på i Danmark. Det er det budskab, som udenrigsministeren burde rejse ud i verden med, ikke et budskab om, at vi afvikler vores værdier for at tækkes de voldsparate. Nye Borgerlige stemmer ikke for forslaget.
