Det her er ikke let. Man behøver bare at tage en tur op til Louisiana for at forstå ytringsfrihedens betydning, og hvor meget der er på spil, når vi i dag behandler et lovforslag, der skal imødegå koranafbrændinger og afbrænding af andre religiøse skrifter. På museet i Nordsjælland vises lige nu den store og første udstilling af den russiske kunstnergruppe Pussy Riots værker og sindssyg modige protestaktioner gennem 10 år. Kampen og konsekvenserne for at gennemføre dem har været enorme. Anholdelser, tæsk, fængselsstraffe, forgiftninger, overvågninger, husarrest er blevet brugt i forsøget på at give gruppen mundkurv på. Det er en uafrystelig fortælling om kunstneriske protestaktioner gennem det sidste årti i Rusland og under Putins diktatur.
Det er en vigtig udstilling, og det er en øjenåbner af de store om, hvad kunsten også kan og skal kunne, nemlig være en kritisk modvægt til den til enhver tid siddende magt. Kunsten og kunstneres betydning som en fri stemme, der kan se, vise os og forandre verden gennem kunsten, som kun kunsten kan, er noget, vi alt for let kan glemme i et land som Danmark, men kunsten er også her med til at virke og skabe forandring og påvirke os og vores samfund. Det er også det, vi skal have i hovedet, når vi stemmer om et lovforslag, der entydigt begrænser ytringsfrihed, men som aldrig må nå dertil, at det rammer og truer kunsten som den frie stemme, den er i Danmark i dag. Det ville være som at skyde os selv i foden, hvis det sker, og river alt det, vi har bygget op og værner om, og som er hjørnestenen i vores demokrati, ned.
Hvis vi ikke kæmper for kunstens frihed til at kunne ytre sig, når det er mest nødvendigt, men tværtimod knægter den og dens muligheder for at råbe op, når det er vigtigt, så knægter vi også os selv som nation og som land. Vi tramper på vores egne værdier, og den frihed må vi ikke sætte over styr. Derfor vil jeg også godt takke justitsministeren for at have lyttet og taget de indsigelser, der er kommet, alvorligt, om de indskrænkelser af kunstnerisk ytringsfrihed, som første udkast så åbenlyst havde.
Jeg synes også, der er grund til at takke udenrigsministeren for at turde at sætte de øvrige og mange koranafbrændinger på dagsordenen. For ønsker vi som nation og som Danmark at ville splittelse frem for sameksistens? Det synes jeg, at det, vi i dag behandler, handler meget mere om, end om det handler om knæfald kontra sikkerhed.
Selvfølgelig skal vi danskere og kunsten kun ytre sig som en helt klar og afgørende del af det land og demokrati, vi er en del af. Men at brænde bøger af – er det dansk? Er det danske værdier? Er vi ikke komme længere? At brænde Koranen, Bibelen eller Toraen af er at ville polarisering og skabe unødig splid i en verden, der står i flammer nok i forvejen, og som kalder på alt andet. At kunne skabe sameksistens og kunne række ud, synes jeg at Danmark skal være meget mere en del af og en meget større del af.
Dette meget målrettede forslag sikrer os disse muligheder langt mere og giver samtidig kulturlivet muligheder som hidtil for at være den vigtige kanariefugl i kulminen. Tak for ordet.
