[...] Jeg synes faktisk, det er ret svært at vide, hvor man skal starte denne debat, fordi der er så mange principielle og vigtige spørgsmål at tage. Der er både det demokratiske problem, det juridiske problem, det symbolske problem, det historieløse aspekt osv. Men summa summarum handler det her om, at man i forhold til religiøse skrifter har lande, hvor man undertrykker befolkningen og har udstødt og fordrevet mennesker og har hængt og brændt mennesker på baggrund af nogle religiøse skrifter. Jeg skal f.eks. senere på ugen mødes med en gruppe af iranere, som kæmper en desperat kamp for simpelt hen bare at få basale frihedsrettigheder som retten til at gå på gaden og til at ytre sig frit. Men i deres land er det med Koranen i hånden, at de bliver undertrykt og bliver tortureret og slået ihjel; det er både kvinder, mænd og børn.
Så hvad skal jeg svare dem, når de spørger, om vi i Danmark er på deres side, eller om vi er på det iranske regimes side? Der er faktisk mange her i Europa, der ønsker, at det iranske regime skal på EU's terrorliste på samme måde som Hamas. Så mit svar vil desværre nok være, at hvis den her lov bliver vedtaget, er den danske regering og et flertal i Folketinget faktisk på Irans og måske også på Hamas' side, fordi de vedtager en lov, hvor religiøse skrifter står over grundloven. Det er de individuelle rettigheder, som bliver krænket; det er retsstaten, der bliver krænket. Vi stiller os fra dansk side på undertrykkernes side, altså dem, som bruger Koranen og andre religiøse skrifter til at undertrykke mennesker. Det er vi i Folketinget med til at legitimere. Det er direkte at være imod al frihed.
Men altså, hvad det er det nu, det der retssamfund er for noget? Hvorfor var det, at vi skulle have det? I virkeligheden er det en relativt ny idé, som kun er et par hundrede år gammel. Og det er en vild idé: Det handler om, at magten, dvs. kongen, sultanen eller præsidenten, ikke bare kan bestemme over borgeren, som han eller hun har lyst til. Magten skal besluttes ud fra regler og love, og den skal kunne retfærdiggøres gennem love og jura og viden, og der skal være noget legitimitet omkring magten. Man kan ikke bare gøre, hvad man har lyst til, fordi man synes noget eller har en følelse. Derfor har al civilisation i Europa handlet om at begrænse magtens følelse af at blive krænket af nogle borgere, der gjorde et eller andet. Og derfor er det her et tilbageskridt, altså et skridt i den forkerte retning, hvor man går i en negativ retning og tilbageruller borgernes ret til at være fri for magthavernes skalten og valten.
Det sker også på en ret ekstrem måde mange steder i verden. I f.eks. Polen har vi i de sidste par år haft en regering, der syntes, at domstolene ikke helt gjorde, som de ville, og så har de undermineret den institution. Heldigvis er der nu kommet en ny regering – eller det kommer der snart – så forhåbentlig bliver det rullet tilbage igen. Men pointen er, at undergravning af retsstaten sker alle steder. Hvorfor skal det også ske i Danmark?
Det handler om, at vi i Danmark er ved at underminere troværdigheden omkring domstolene, i forhold til hvad ret er og hvorfor magten skal begrænses. Vi griner ad magten. Man tager det ikke seriøst i forhold til at blive dømt i en FE-sag. Det skaber et meget, meget usundt samfund, men også et meget utrygt samfund, som jeg som borger bliver utryg og nervøs af. Der er lige blevet nævnt nogle eksempler på nogle, der faktisk konkret har mødt den sikkerhedstrussel, og hvis vi ikke længere kan stole på vores samfund, altså på, at samfundet og magten er på borgernes side, så er det altså enormt farligt at være politiker, kritiker, forsker og journalist i det her samfund.
Der er gået et eller andet helt galt i den her debat, hvor sådan en som hr. Christian Friis Bach får byttet rundt på det hele. Det minder mig lidt om sådan noget med, at morlille er blevet til en sten; det er noget med, at hvis vi begrænser ytringsfriheden i Danmark, kan vi kæmpe for menneskerettigheder ude i verden. Altså, der er et eller andet sted, hvor det sådan er gået helt galt. Det må handle om noget andet, for den argumentation holder i hvert fald overhovedet ikke.
Men det handler om, at i rigtig mange lande ønsker magten ikke kritiske journalister, forskere, kunstnere eller oppositionspolitikere, fordi det simpelt hen er upraktisk, at magten bliver kritiseret. Herhjemme i Danmark blev man stort set også – det var indtil 1866 – sat på hjul og stejle, hvis man kritiserede magten, og det er stadig væk det, der lige er sket i f.eks. Saudi-Arabien. Der var der også en journalist, der bogstavelig talt blev skåret i stykker. Hvorfor? Fordi han var kritisk over for magten.
Det er derfor, at vi er så mange, der synes, at det er et principielt vigtigt spørgsmål. Uagtet hvor mange krænkede følelser der kan være, handler det om at sige: Det er borgernes retssikkerhed, der er det allervigtigste. Og det er jo ikke bare noget, vi synes. Det er det, der definerer det, der hedder en moderne retsstat, og i en moderne retsstat er magten farlig. Vi ved, at den skal begrænses. Vi ved, at borgerne skal beskyttes, og derfor er det meget vigtigt, at vi ikke vedtager den her lov.
