Lad mig starte med at slå fast, at jeg umiddelbart har det svært med koranafbrændinger, fordi jeg ved, at mange af dem, der gør det, ikke forsømmer nogen lejlighed til at genere vores muslimske medborgere, og det synes jeg bare er et superærgerligt signal. Jeg mener dybest set, at man burde opføre sig mere respektfuldt over for hinanden.
Når det så er sagt, accepterer jeg sådan set også, at præmissen for et demokratisk samfund er, at man må acceptere uenighed, når bare den foregår inden for lovens rammer, og det vil sige: ingen racisme eller opfordringer til vold, had osv. Men ellers er der ret brede rammer for at ytre sig.
Så synes jeg, at vi skal være meget large over for happenings, som indeholder religions- og magtkritik. Det gælder f.eks. den kvindelige iranskfødte kunstner, som rev en koran på et rivejern som en kritik af, at kvinder undertrykkes af den selv samme koran i Iran. Det er jo bl.a. kernen i det her forslag: Den form for kritik vil ikke længere være tilladt med det her forslag, og jeg synes, det vil være en forkert begrænsning af ytringsfriheden, og jeg synes, vi i Danmark kommer til at stille os på den forkerte side, når det gælder om at udvise sympati med de iranske kvinder.
Man kan sige, at intentionen med forslaget jo sådan set er ædel nok, nemlig at vi ikke skal udsættes for den sikkerhedsrisiko, som afbrænding af koraner foran mellemøstlige ambassader udgør. Her er der i hvert fald flere eksperter, der har peget på, at vi kan bruge politiloven, og det forstår jeg at regeringen er uenig i. Men jeg synes også, at der andre aspekter i det her forslag. Det foregøgler os jo på en eller anden måde, at vi ved at bøje nakken, gå stille og ikke tale så meget om emner, som giver kontroversielle reaktioner, kan unddrage os vanvittige terrorangreb på uskyldige civile i Danmark. Lektor i retsfilosofi Jakob Holtermann kalder det kalifatets veto, fordi truslen som noget nyt foregår på mellemstatsligt niveau modsat voldsmandens veto, hvor det jo udgår fra terrororganisationer og enkeltpersoner. Men prøv lige at smage på ordet kalifatets veto. Jeg synes faktisk ikke, det giver en god smag i munden.
Men kan vi overhovedet købe os til fred ved at bøje nakken, rulle sekularisering og frihedsrettigheder tilbage og imødekomme lande som Pakistan, Iran, Saudi-Arabien og Tyrkiet, som i flere år jo har kæmpet for at få gjort blasfemi til en menneskerettighedskrænkelse, der skal sanktioneres? Altså, jeg tror ikke på, at det giver os fred. Der er formørkede typer, som spekulerer i terror mod Danmark, og terrortruslen er høj, og det vil den jo fortsat være også med koranloven. Det er jo en risiko, vi har levet med i årevis.
Hvad er så problemet med kalifatets veto? For det første kan man spørge, om lande, som ikke respekterer deres egne borgeres frihedsrettigheder skal diktere lovgivningen og frihedsrettighederne i Danmark. Selvfølgelig skal de ikke det. For det andet vil det formentlig være som at tisse i bukserne – det åbner for afpresning i forhold til andre lande og flere krav, hvis situationen tillader det. Og hvor langt skal vi egentlig gå for at kunne tækkes regimer, som langt hen ad vejen ikke er demokratiske? Jeg synes, det er et skråplan. For det tredje er jeg stor modstander af, at man skal beskytte den religiøse følelse mere end andre følelser. Vi skal beskytte mennesker mod had, vold og racisme, men vi skal ikke beskytte religioner. Til det formål har vi jo allerede en del lovgivning, som kan bruges. For det fjerde er jeg bange for, at lovforslaget slet ikke hjælper. Dem, som brænder koraner af, vil formentlig konkurrere om at finde nye og mærkelige veje til at kunne komme ud med deres statements. Med lovforslaget vil det jo f.eks. fortsat være lovligt at indsætte et regnbueflag i koraner, og det og meget andet vil sikkert ske, fordi det prikker til nogle i muslimske miljøer.
Jeg er faktisk oprigtig bekymret for, at de lande, som igennem organisationen OIC kæmper for en verden domineret af religiøse læresætninger fra det 7. århundrede, kun vil se regeringens koranlov som en bekræftelse på, at de har ret, og at de derfor bør fortsætte det her pres mod demokratier.
Så er der selve lovforslaget. Vi har ikke dømt personer for blasfemi siden 1946, og et stort flertal afskaffede jo i 2017 blasfemiparagraffen, og derfor synes jeg, at forslaget udgør et tilbageslag og et opgør med en retstradition, hvor vi ikke straffer ytringer, som krænker religiøse doktriner. Så er der også problemet med den kunstneriske, politiske og religiøse i ytringsfrihed. Det er godt nok indsnævret en hel del i forhold til det oprindelige forslag, men selve kernen i den kunstneriske frihed angribes alligevel, og Justitia siger, at der formentlig også er et problem i forhold til menneskerettighedskonventionen.
Det korte af det lange er: I SF synes vi, at det her er et rigtig dårligt forslag, og vi kommer til at stemme imod.
