Hvilket land skal Danmark være? Hvad har Danmark til fælles med Saudi-Arabien, Yemen og med Iran, med Afghanistan, Pakistan eller Indonesien? Vi har det til fælles, at Danmark, hvis det står til den regering, vi har nu, igen får en blasfemilov, og at det dermed bliver ulovligt at forhåne Koranen. Regeringen tilfører dansk lovgivning sit første islæt af islamisk lovgivning. Koranen får samme fredhellige status i Danmark, som den har i lande med muslimsk majoritet. I en tid, hvor islamisterne marcherer i Danmarks gader og truer jøderne og opfordrer til at drage i jihad i Israel, er regeringens fokus altså at forhindre afbrænding af den bog, der er arnested for den ideologi, som disse mennesker følger. Det er en ideologi, hvis indre væsen er designet til at erobre og underkaste, hvor en del af dens følgere er villig til at dræbe og true for at opnå dette mål, og hvis mål er et verdensomspændende kalifat.
Det er absurd, at regeringen arbejder målrettet på at beskytte islam, imens islams proselytter i Danmark arbejder målrettet på at udslette Israel og presse Vestens værdier. Mens regeringen hævder at ville beskytte Danmark og danskerne mod terror ved at gennemføre et forbud mod forhånelse af Koranen, marcherer tilhængere af terror og drab på civile i vores gader og bruger endda en demonstration til at skænde den mindesten, der er sat i erindring om danskernes fornemme indsats med at redde de danske jøder i oktober 1943.
Hvis regeringen nærede et oprigtigt ønske om at beskytte Danmark og danskerne mod terror, så forbød de i stedet Hizb ut-Tahrir, der under overskriften »Den eneste rigtige løsning« og med en direkte opfordring til jihad drog igennem Københavns gader i fredags. De talte altså om »Den eneste rigtige løsning«. Er det tilfældigt? Det er det næppe.
Med denne lov underkaster Danmark sig islams overhøjhed. De partier, der stemmer for dette forslag, accepterer, at Koranen for en ganske særlig beskyttelse, og for at søge at sløre det her billede, har man inkluderet en række andre religiøse skrifter. Men det understreger blot, hvilken eklatant mangel på viden om det, der udgør vores eget kulturelle grundlag, der martrer regeringen og embedsapparatet.
Er det en beskyttelse af Bibelen, at man ikke må brænde den? Nej, for i kristendommen er Bibelen som fysisk genstand ikke hellig. Det er ordet og budskabet, der er helligt. I 1520 brændte Martin Luther offentligt den pavelige bulle, hvori 75 af hans 95 teser blev fordømt. Det var hans måde at protestere mod pavedømmets forsøg på at ekskommunikere ham. Denne lov er ikke en lov, der beskytter kristendommen, for kristendommen har ikke behov for beskyttelse, som loven giver. Loven et resultat af, at man i Justitsministeriet har accepteret islams måde at betragte Koranen på og udstrakt denne forståelse til alle andre religioner med det ene formål at søge at retfærdiggøre et indgreb, der alene har til opgave at tilfredsstille en flok mullaher, imamer og nogle statsledere i den muslimske verden, der i øvrigt har travlt med at forfølge kristne, kvinder, seksuelle minoriteter osv. i deres egne hjemlande.
Igennem historien har europæiske ledere haft modet til at stoppe islams erobring af dette kontinent, uanset om det handlede om kampen om den iberiske halvø eller om sejren ved Wiens byporte i 1693. De bar viljen til at beskytte vores civilisation i hjertet. Islamister bliver aldrig trætte af at kræve nye ofre, og med regeringens lovforslag her viser man dem, at vold og trusler desværre virker.
Nu spørger jeg så jer, medlemmer af Folketinget: Hvilket land skal Danmark være? Vil vi være et land, der ligger under for vold og terror? Vil vi være den generation, der gav efter? Vil vi være det Folketing, der giver særbeskyttelse til religiøse følelser? Jeg vil ikke. Jeg ved, at flere af jer medlemmer af regeringspartierne, har ondt i maven over netop dette lovforslag. Der er jo ikke nogen af jer, der er gået ind i politik for at begrænse danskernes rettigheder – tværtimod. I dag får I muligheden for at bestemme, hvilket land Danmark skal være.
For vi har jo ikke bare arvet Danmark af vores forfædre. Vi har lånt det af vores børn og børnebørn, og jeg håber, at de af jer, som jeg kender som dybt principielle og passionerede i det her spørgsmål, vil lade hensynet til jeres børnebørns fædreland veje tungere end partidisciplin og ministerdrømme. I dag får I muligheden for at gøre den berømte forskel. Jeg skal meddele, at Dansk Folkeparti stemmer nej til forslaget. Tak for ordet.
