Demonstrationstaler
Strejker, blokader og manifestationer
Demonstrationstalen er kendetegnet ved, at den samler publikum om en fælles politisk sag: en oplevet uretfærdighed, et ønske om forandring eller en markering af sammenhold. De seneste års klimastrejker, studenterblokader og antiracistiske manifestationer er nogle af eksemplerne på, hvordan demonstrationstalen kan bruges til at udøve aktivt medborgerskab ved at sætte emner på dagsordenen og tale magthaverne imod.
Helt konkret udpeger taleren en modpart; en bevægelse, en krise eller en tendens, som fællesskabet ser sig selv i modsætning til. Talerens opgave er at sætte sine egne ord på årsagen til demonstrationen og bekræfte publikum i det meningsfulde i at samle sig i en demonstration. På den måde skaber taleren et publikum af aktive, handlekraftige medborgere, der handler ved at samle sig om den fælles sag.
Karakteristisk for genren er, at den typisk taler op imod magthavere, som Greta Thunberg ved Klimamarchen 2019. Taleren kan imidlertid også være en etableret politiker, som Connie Hedegaard, der talte ved samme lejlighed. Fælles for begge er, at taleren markerer fællesskabets grænse eller formulerer en vision for handling, som publikum kan tilslutte sig.
Kilde: Berg, K.M. (2020). Demonstrationstalen i M. Lund (red.) Danske Taler: 20 opbyggelige analyser. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Udvalgte demonstrationstaler
I de seneste år har demonstrationstalen gået sin sejrsgang som en talegenre, der samler publikum om en fælles politisk sag. Men in Black, klimastrejker, studenterblokader og antiracistiske manifestationer er nogle af eksemplerne på, hvordan demonstrationstalen kan bruges til at sige fra og tale magthaverne imod.