Tema: demonstrationstaler
Strejker, blokader og manifestationer
Demonstrationstalen er kendetegnet ved, at den samler publikum om en fælles politisk sag: en oplevet uretfærdighed, et ønske om forandring eller en markering af sammenhold. De seneste års klimastrejker, studenterblokader og antiracistiske manifestationer er nogle af eksemplerne på, hvordan demonstrationstalen kan bruges til at udøve aktivt medborgerskab ved at sætte emner på dagsordenen og tale magthaverne imod.
Helt konkret udpeger taleren en modpart; en bevægelse, en krise eller en tendens, som fællesskabet ser sig selv i modsætning til. Talerens opgave er at sætte sine egne ord på årsagen til demonstrationen og bekræfte publikum i det meningsfulde i at samle sig i en demonstration. På den måde skaber taleren et publikum af aktive, handlekraftige medborgere, der handler ved at samle sig om den fælles sag.
Karakteristisk for genren er, at den typisk taler op imod magthavere, som Greta Thunberg ved Klimamarchen 2019. Taleren kan imidlertid også være en etableret politiker, som Connie Hedegaard, der talte ved samme lejlighed. Fælles for begge er, at taleren markerer fællesskabets grænse eller formulerer en vision for handling, som publikum kan tilslutte sig.
Kilde: Berg, K.M. (2020). Demonstrationstalen i M. Lund (red.) Danske Taler: 20 opbyggelige analyser. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Udvalgte demonstrationstaler
I 2019 gik demonstrationstalen sin sejrsgang som en talegenre, der samler publikum om en fælles politisk sag. Sidste års klimastrejker, studenterblokader og antiracistiske manifestationer er nogle af eksemplerne på, hvordan demonstrationstalen kan bruges til at sige fra og tale magthaverne imod. I 2020 har mange demonstrationer været aflyst, men Black Lives Matter demonstrationerne i USA, har affødt en række sympatidemonstrationer i Danmark.
Folkets Klimamarch 2019 samlede forskellige græsrodsinitiativer, organisationer og borgere i en fælles march for ansvarlig klimapolitik og social retfærdighed. I København startede og sluttede marchen på Christiansborg Slotsplads, hvor en række talere var med til at sætte en grøn dagsorden. Herfra har vi indsamlet taler af Greta Thunberg, Jesper Theilgaard, Conni Hedegaard og Tor Nørretranders.
Fra Klimastrejken Fridays for Future, en global skolestrejke, der sætter fokus på klimakrisen, har vi taler fra gymnasieelverne Eva Beyer Poulsen, Rikke Damgaard Nielsen og Laura Vinstrup, der i 2019 holdt taleR i forbindelse med klimastrejken i Roskilde og Skanderborg.
Samlingen indeholder også taler fra demonstrationer mod racisme og antisemitisme. I forbindelse med Folketingsvalget i 2019 arrangerede København for Mangfoldighed og Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination en manifestation mod racisme, hvor blandt andre debattøren Jens Philip Yazdani og skoleeleven Rahima Abdullah holdt taleR om racisme i den verserende valgkamp. Senere på året, i november, holdt borgmesteren i Randers, Torben Hansen, en tale mod den antisemitisme, der var skyld i hærværk på den jødiske gravplads i byen. Efter mordet på George Floyd er der afholdt antiracistiske demonstrationer over det meste af verden, selvfølgelig også i Danmark. Her talte bl.a. tidligere folketingsmedlem Roger C. Matthiesen og aktivist Fatima Osborne til Black Lives Matter-demonstrationen i København.